Ride to Cure Diabetes, 16-19. oktober 2008

Så oprandt endelig dagen hvor vi skulle af sted til Californien og Death Valley for at køre cykelløb. Onsdag den 15. oktober 2008 mødte jeg op i Københavns Lufthavn kl. 6.30 med rygsæk, kuffert og dobbelt cykelkuffert. Her mødtes jeg med Finn Kristensen, der er sekretariatschef i den danske afdeling af JDRF, og Kenneth Petersen, salgsdirektør i Ford i Silkeborg. De havde begge to været med til at køre løbet sidste år og skulle altså køre det igen i år. Den dobbelte cykelkuffert skyldtes, at jeg ud over min egen cykel også havde min datter Anne Vagners cykel med. Anne skulle også deltage i cykelturen og skulle komme med et andet fly senere på dagen. Ved indtjekningen af bagagen viste det sig, at den dobbelte cykelkuffert var for tung til at de ville tage den med i flyet sammen med os. Vi måtte så skyndsomst over i SAS Cargo og få sendt cyklerne som luftfragt med lovning om, at cyklerne ville blive sendt hurtigst muligt, således at de kunne være i Las Vegas måske allerede torsdag aften, men i hvert fald senest fredag morgen.

 

Vel ankommet til Las Vegas ved 19-tiden onsdag aften blev vi indlogeret på hotel Trump i centrum af byen. Anne ankom senere på natten. Torsdag formiddag tog Finn og Kenneth til lufthavnen for derfra at blive transporteret med bus sammen med de andre deltagere ud i Death Valley. Anne og jeg måtte tage en ekstra overnatning i Las Vegas for at afvente vores cyklers ankomst. Vi benyttede selvfølgelig den ekstra dag i Las Vegas til at få set lidt på byen. De som har været der kan bekræfte, at det er en speciel by. Det er bl.a. efterligningernes by, hvor der er miniature-udgaver af Eiffeltårnet, Venedig, Pyramiderne, Rom, Athen og ”you name it”. Og så er der selvfølgelig alle spillekasinoerne. I et af kasinoerne talte jeg for sjovs skyld overslagsmæssigt antallet af eenarmede tyveknægte (de er så godt nok digitale i dag!). Der var omkring et tusind! Dertil kommer så alle spillebordene. Og stort set alle hoteller har spillekasinoer i underetagen!

 

 

Nå, men i løbet af dagen havde vi tjekket med flyselskabet hvor langt cykelkufferten var kommet. Efter det oplyste skulle de være klar til afhentning på en given adresse fredag formiddag kl. 11. Fredag formiddag stiller vi det angivne sted i Las Vegas, hvor cykelkufferten skulle være ankommet. Der var ingen cykler, så nu var gode råd godt nok dyre! Efter en masse telefonsamtaler som Anne førte med lufthavnsmyndigheder mv. fandt vi endelig ud af, at cyklerne stod i Los Angeles og at de ikke kunne nå at komme frem. Jeg havde i mellemtiden fået kontakt med løbsarrangørerne og cykelmekanikeren i Death Valley og forklaret ham situationen. Til alt held kunne han skaffe en cykel til både Anne og mig, så vi fandt en cykelforretning i Las Vegas hvor vi købte nye cykelsko (vores cykelsko lå jo i cykelkufferten!) og satte derefter kursen mod Death Valley. Vi havde lejet en bil til formålet, da der jo hverken kører shuttle-bus, S-tog eller metro ud i ørkenen. Der er 2 timers kørsel fra Las Vegas til Death Valley, hvor vi skulle køre løbet lørdag morgen.

 

Vel ankommet til Furnace Creek Ranch i Death Valley ved 19-tiden fredag aften fik vi os et godt måltid mad (”kulhydratmiddag”), hvorefter cykelmekanikeren fik indstillet de lånte cykler til os. Jeg lånte en cykel der tilhørte cykelmekanikerens søn, som han havde cyklet på hele vejen ned langs den amerikanske vestkyst, en rigtig ”brugsracer”. Og Anne lånte en fuld carbon-cykel af en af cykelrytternes kone. Hun skulle ikke deltage i løbet og havde bare cyklen for ”sjov”. Så man må sige at det var et stort held for os at det kunne lade sig gøre at få cykler. Da cyklerne var indstillet kunne vi krybe til køjs ved 23-tiden.

 

 

Endelig oprandt dagen det hele drejede sig om. Tidligt op lørdag morgen den 18. oktober, fik et solidt morgenmåltid, derefter i cykeltøjet og så frem til startområdet. Starten gik kl. 6.45, hvor det så småt var ved at blive lyst. Der deltog i alt 300 personer i cykelløbet, hvilket er det maksimalt tilladte. Man kan vælge mellem 3 distancer, nemlig 60 km, 100 km og 170 km. Anne og jeg havde (naturligvis) valgt den lange. Man kører fra startområdet i Furnace Creek Ranch ind i Death Valley, en del af strækningen langs "søen" BADWATER, hvis overflade ligger 85 m under havets overflade. De første 75 km her er terrænet kun let kuperet og ligger alt sammen under havets overflade. De sidste 10 km går det bare op, op, op til Jubilee Pass, der ligger i ca. 500 meters højde, dvs. det er en stigning på omkring 5%. Her vender man så og kører samme vej tilbage. Der er depoter undervejs med ca. 25 km’s mellemrum. Det er her overordentligt vigtigt at få fyldt drikkeflaskerne op og i øvrigt drikke hele tiden, så man ikke risikerer at dehydrere. Luften er meget tør, og temperaturen kan midt på dagen komme op på omkring de 40 grader. Så klimaforholdene er i sig selv en udfordring at køre i.

 

Som nævnt gik starten kl. 6.45. Det var lidt halvkøligt, da solen jo ikke var stået op endnu, så vi kørte med ”løse ærmer” de første par timer. Anne og jeg lå med i den første gruppe fra start og forsøgte at hænge på, men jeg måtte dog hurtigt erkende, at dem kunne jeg ikke følge med, hvis jeg skulle holde hele vejen til mål. I denne første gruppe var der nogle rimeligt ”skrappe” gutter, bl.a. den engelske mester i triatlon, Lars Rebien Sørensen fra Novo Nordisk og ”vores egen” Kenneth Petersen fra Silkeborg.

 

 

Vi satte derfor tempoet lidt ned og Anne og jeg kørte så alene frem mod 1. depot, mest med Anne foran. Vi fortsatte dog forbi depotet uden at stoppe op, da vi havde vand nok i flaskerne til næste depot. Solen var efterhånden kommet så meget op over bjergtoppene, at vi kunne smide de ”løse ærmer” på 2. depot. Efter at have tanket op på depotet fortsatte vi i rask tempo og fandt snart sammen med en god gruppe på 10-12 stykker, hvor vi skiftedes til at trække. Dette at ligge i en gruppe og skiftes til at trække betyder faktisk temmelig meget. Man regner som tommelfingerregel med, at det sparer omkring 25-30 % på kræfterne at ligge i en gruppe, så kan man jo selv regne ud, hvad det betyder for gennemsnitshastigheden.

 

 

Vi fortsatte sammen med denne gruppe indtil det sidste depot før opstigningen til Jubilee Pass. Fra dette depot kom gruppen foran, og Anne og jeg tog den så alene op til passet. På selve opstigningen betød det nu heller ikke så meget at ligge i gruppe, for med en hastighed på 10-12 km i timen er der ikke megen vindmodstand. Gruppekørsel betyder specielt meget, når man kører i modvind. Her kan jeg så lige indskyde, at vi efter sigende havde ideelle vejrforhold. Temperaturen nåede ”kun” op på 37-38 gader, og der var næsten ingen vind. Sidste år havde de haft 41-42 grader og modvind hjem! Men jeg må jo nok alligevel erkende, at de 10 km op til Jubilee Pass var hård kost. Det tog mig næsten en time at nå op. Det var hårdere end selv den hårdeste spinningtime i fitness.dk. Til gengæld gik det jo strygende de 10 km nedad, hvor vi lå og kørte med en hastighed på 55-58 km i timen (der var heldigvis ingen hårnålesving J). Turen tilbage herfra mod mål foregik i et lidt lavere tempo end udturen. Opturen til Jubilee Pass havde alligevel sat sig lidt i benene, og vi havde ikke nogen gruppe at køre sammen med, så tilbageturen kørte Anne og jeg stort set alene. 4-5 km før mål fik jeg i øvrigt krampe i begge ben, så jeg måtte stå af cyklen og strække benene ud i 3-4 minutter. Derefter kunne jeg så trille de sidste kilometer til mål.

 

 

En cykeltur som denne er noget der virkelig trækker kalorier, så det er selvfølgelig vigtigt at få afpasset insulinmængde og kalorieindtag efter den fysiske præstation man skal ud i. Jeg havde taget 25% mindre insulin før morgenmaden og i øvrigt spist mere end normalt, så blodsukkeret lå med vilje højt, da løbet startede. Det var bl.a. også derfor vi kunne springe det første depot over uden at stoppe for at måle blodsukker. Jeg har prøvet at gå sukkerkold under et cykelløb. Ultimo august i år kørte jeg ”Tour de Vest”, et motionscykelløb på Vestegnen ved København på 120 km. Efter 80 km uden depotstop kunne jeg ikke følge med, og jeg kunne heller ikke få pulsen op. Et hurtigt blodsukkertjek viste, at det lå på 2,1! Efter indtag af noget sukkergel blev situationen bragt i balance og jeg kunne køre videre. Det var med denne hændelse in mente at jeg havde besluttet at starte Death Valley-løbet med et relativt højt blodsukker. Det var for at undgå den mulighed, at man under anstrengelserne skulle gå sukkerkold. Jeg synes altså at det ser noget ”sjusket” ud hvis man pludselig ligger og roder i vejkanten pga. et insulintilfælde. Fra og med 2. depot målte jeg så blodsukkeret på hvert depot vi var inde på. Dette var tilstrækkeligt til at jeg under resten af løbet kunne justere og holde blodsukkeret på et fornuftigt niveau.

 

Efter at være kommet i mål og have modtaget den obligatoriske medalje slappede vi af med en fadøl eller tre under de opslåede teltes behagelig skygge og hyggede os sammen med de øvrige deltagere, der var kommet i mål. Det var faktisk rigtig hyggeligt at udveksle erfaringer og historier med folk fra både Canada og USA.

 

 

Og her vil jeg gerne give udtryk for  min beundring for alle disse mennesker – diabetikere og ikke-diabetikere – der hver især har samlet mindst 4.000 USD ind for at kunne få lov til at deltage i dette unikke cykelløb. Det er imponerende at se hvilket engagement disse mennesker lægger for dagen for at samle penge ind til diabetesforskning. Om aftenen var der så ”gallamiddag” for alle deltagere og hjælpere. Dette foregik udendørs under en skyfri himmel med temperaturer som på en god varm dansk sommerdag. Tidlig op søndag morgen.

 

 

Anne skulle af sted kl. 4 om morgenen med den lejede bil til Las Vegas, da hun skulle med fly midt på formiddagen for at kunne nå hjem til en eksamen om mandagen. Finn, Kenneth og jeg tog den første shuttlebus kl. 6 til Las Vegas, hvor vi så havde en sightseeing- og afslapningsdag, inden vi vendte næsen hjemefter med fly fra Las Vegas tidlig mandag morgen.

 

Når jeg skal vurdere hvordan turen er gået i forhold til mine forventninger vil jeg beskrive det på følgende måde: Jeg havde inden løbet en forventning om at kunne gennemføre det på mellem 6 og 7 timer. Jeg brugte i alt 6 timer og 45 minutter på de 170 km, så forventning nr. 1 blev opfyldt. Hertil skal så lige føjes, at jeg jo kørte på en lånt ”brugsracer” og ikke på min egen racercykel. Derudover havde jeg ikke på forhånd nogen viden om, at der var en stigning på 500 m over 10 km, der skulle overvindes. Gennemsnitshastigheden blev godt 25 km/time, hvilket jeg omstændighederne taget i betragtning synes er okay. Hvad nummer jeg er blevet i rækken af cykelryttere ved jeg faktisk ikke. Der bliver ikke lavet nogen løbsstatistik, så det er kun den enkelte deltager selv, der ved hvilken tid han eller hun har kørt løbet på. Her skal så også lige bemærkes, at det jo ikke var noget racerløb, så ens placering i rækkefølgen er egentlig ganske ligegyldig – men når man nu er ude at cykle kommer konkurrence-genet alligevel op i en, og man gi’r sig fuldt ud. Med disse forhold taget i betragtning må jeg sige, at jeg er ganske godt tilfreds med min cykelmæssige præstation. Oplevelsesmæssigt havde jeg forventet noget ud over det sædvanlige. Og det blev det! Først var der det ”lille intermezzo” med vores racercykler, der aldrig kom frem. Dernæst var der oplevelsen af spillebyen Las Vegas - byen der aldrig sover, og sidst men ikke mindst, cykelturen gennem Death Valley. Det at have fået lov til at cykle gennem dette helt unikke landskab sammen med sin datter er noget, som det kun er få mennesker forundt at opleve. Og den oplevelse har jeg fået.

 

Turen til Death Valley har for mig alt i alt virkelig fuldt ud levet op til mine forventninger og har været en oplevelse langt ud over det sædvanlige. Det har været en ”once-in-a-lifetime” oplevelse, som jeg vil mindes med stor glæde resten af mine dage. Sluttelig vil jeg derfor også gerne rette en STOR TAK til Roche, som har gjort denne oplevelse mulig.