Ride to Cure Diabetes, 15-18. oktober 2009

 

Jeg kan stadigvæk huske den dag min diabetes blev konstateret. Min første reaktion var om jeg stadig måtte spise pandekager den aften, haha, det er godt jeg ved bedre nu. Mine forældre har altid lært mig, at selvom jeg har diabetes jeg er en ”normal” person som kan alle de ting som ikke-diabetiker også kan.

 

Da jeg var 8 år startede jeg med at cykle og jeg fandt ud af jeg faktisk var rigtig god til det. Jeg var så god, at jeg vandt mange cykelløb og da jeg blev ældre blev jeg udtaget til det Hollandske nationalhold for at køre internationale løb. Jeg begyndte dog at indse at min diabetes vil blive en større og større udfordring, speciel når man kører på så højt plan. Derfor valgte jeg at tage en uddannelse først.

 

Jeg kan godt fortælle jer at det var en hård tid, jeg blev medlem af en studenterforening og min cykling blev hurtig mindre og mindre, og til sidst holdt jeg helt med det. Ikke nok med det, jeg begyndte også at være mindre påpasseligt med min diabetes. Hvorfor skulle jeg også bruge så meget krudt på det, jeg var jo lige som alle de andre. (o;

For 10 år siden flyttede jeg sammen med min kone til Danmark. Min nye læge mente min HbA1c var alt for højt og sendte mig ind til M1-afdelingen på Århus Kommunehospital. De var meget bekymret, men jeg mente, det var ubegrundet, fordi jeg plejede at have høje BS, det kunne de ikke rette op på. Den store undersøgelses gennemgang viste dog, at jeg på en alder af 22 allerede have fået 2 følgesygdomme (en plet på benet, Necrobiosis Lipidicum og mine øjne, Diabetiske nethindeforandringer). Men det berørte mig ikke ret meget på det tidspunkt.

 

Først efter vi fandt ud af min kone var gravid første gang, fik jeg en barsk opvågning. Hvis jeg ville se mine børn vokse op skulle jeg gøre noget, og det skulle være NU!! Så jeg besluttede at ændre min livsstil fuldstændig……og nej, det var ikke nemt.

 

Jeg kvittede smøgerne og begyndte at cykle igen, stille og roligt fik jeg mere styr på min sygdom, og ikke mindst mit liv. Min cykling gjorde, at jeg begyndte at forstå min sygdom bedre. Jeg er også kommet til den overbevisning nu, at jeg måske aldrig havde accepteret min sygdom helt, og at det var en af de vigtigste årsager til, at jeg ikke har passet den som jeg burde. Ja jeg er et ”normalt” menneske, men jeg skal altså huske jeg har nogle ekstra udfordringer. Et rigtig godt citat, skrevet af Lotte Klim, beskriver præcis hvad denne udfordring går ud på:

 

 

De sidste par år er jeg begyndt at udfordre min krop, for at se hvor langt jeg kan presse citronen. Det er meget spænende at se, hvordan ens diabetes reagerer på forskellige faktorer, som for eksempel motion ved høj/lav BS, træthed, varme osv. Dette indeholder, at man også skal træne i ekstremer, og derfor skal man altid have styr på sygdommen. Jeg prøver at optimere min træning så meget som muligt og har derfor behov nogle gode værktøjer. Jeg har prøvet mange forskellige blodsukkermålere. for at finde den mest komplette og mest brugervenlige, og i denne forbindelse faldt jeg over Accu-Check’s hjemmeside hvor de reklamerede for en lodtrækning til et cykelløb i USA. Cykelløbet hedder Ride to Cure og bliver kørt igennem Death Valley. Jeg har allerede prøvet mange forskellige ekstrem løb, som for eksempel Jotunheimen rundt (430 km), diverse 24-timers løb og mange ture på +200 km, men aldrig havde jeg prøvet at køre igennem en ørken. Så dette vil virkeligt være en kanon chance for at prøve også det. (o;

 

For at deltage skulle man sende en skrivelse ind, som forklarede hvorfor det skulle være dig der skulle køre løbet. Det gjorde jeg og lige præcis 3 dage efter jeg havde kørt Jotuheimen rundt, blev jeg ringet op af Accu-Check. De ville bare informere mig om, at jeg havde vundet rejsen…….

…..vi lavede en aftale midt i September for at snakke rejsen igennem og for at møde Finn fra JDRF Danmark. JDRF er fonden der samler penge ind til diabetesforskning og er arrangør for løbet. Både Accu-Chek og JDRF fortalte mig, hvordan rejsen ville foregå og hvad jeg kunne forvente.

 

Onsdag den 14. oktober ville være den store rejsedag. Det var en lang rejse, først til Amsterdam, derefter til Detroit og til sidst til Las Vegas. Godt 27 timer efter jeg kørte hjemmefra checked jeg ind på hotellet Golden Nugget i Las Vegas. Jeg gik tidligt i seng, da jeg skulle være frisk til dagen efter. Torsdag vågnede jeg meget tidligt, både fordi jeg havde sovet meget, men også fordi jeg var meget spændte. Klokken halv elleve skulle vi mødtes i lufthavnen, herfra ville der køre en bus med deltagere. En af de ting jeg hurtig fandt ud af var, at Amerikanere meget gerne vil snakke med andre. Jeg tror jeg lige havde meldt min ankomst og havde allerede snakket med flere forskellige. Bussen var fyldt, mest med deltagere fra Wisconsin chapter. Stemningen i bussen var rigtig afslappende og jeg fik en go’ snak med det ægtepar der havde sat sig bag ved mig. De hed Bob og Wendy Hannish, de har været med helt fra starten af, så de vidste hvad der ventede os. Bob var coach for Wisconsin chapter og jeg fik nogle gode råd fra ham. Bus turen tog cirka 3 timer, mest fordi vi skulle købe ind i et kæmpestort supermarked og det tager tid.

 

Da vi ankom på ranchen og jeg steg ud af bussen, kunne jeg mærke med det samme, at det ville være en varm fornøjelse. Svedet begyndte at løbe af ryggen, allerede ved tanken om at lave noget. Vi blev indkvarteret og jeg startede med at bygge min cykel op. Vi (Bob og jeg) havde lavet en aftale om,  at vi skulle cykle en lille tur, bare for at teste om udstyret var OK. Klokken halv fire mødtes vi på ”torvet”, der var cirka 15 mand der ville med. Denne lille træningstur blev en overraskelse for mig. Jeg vidst godt, troede jeg, hvordan det var at køre i varmen. Men dette var virkeligt det varmeste jeg har oplevet i mit liv. Når man dyrker motion siger man, at der skal drikkes INDEN man bliver tørstig. Det når man ikke i Death Valley, på ca. 30 km drak jeg næsten 2 liter. Prøv at forstille dig, at der står en person og blæser dig i ansigtet med en hårtørrer, mens din puls ligger oppe i det røde felt.

 

Under og efter turen holdt jeg meget øje med mit blodsukker, fordi jeg godt ved, at den stiger i varmt vejr. Og lige som jeg forventede, gjorde den også det, ikke noget alvorligt men det er vigtig at vide. Om aften var der en stor BBQ, og det var en meget hyggeligt aften. Det er rigtig sjov at snakke med så mange mennesker, der enten har diabetes eller har noget med diabetes at gøre. Jeg gik tidligt i seng fordi det ville være en hård og varm dag næste dag.

 

Dag 2 på ranchen var en dag med forskellige mindre arrangementer, som en forpligtet snak om sikkerhed under løbet, en samlet træningstur, og nogle foredrag. Til sikkerhedssnakken gik det faktisk først op for mig, at det kunne være farligt at cykle igennem ørkenen. Organisationen var meget bekymret for deltagernes sikkerhed, da de på selve løbsdagen havde lovet 41 grader, derfor havde de snakket om, at korte selve løbet lidt ind. Heldigvis gjorde de ikke det.

På vores fælles træningstur kørte vi et lille stykke af selve løbsruten , indtil Golden Canyon. Da det ikke var længere end et par kilometer, lavede jeg en aftale med Staci og Jeffrey (et ægtepar jeg havde mødt ved morgenbordet), at vi skulle køre op til Zabriske Point, dette var et udsigtspunkt som gav et kanon udsigt over Death Valley. Karen, en pige på 27 år, også med type 1, valgte at køre med os. Vi fik en kanon tur, med en god bakke på 7 km som steg med ca. 5 % i gennemsnit. Det var hårdt, men udsigten var enestående!!

 

Igen var varmen næsten uholdbar, dog kunne jeg mærke, at den brændende følelse i halsen var minder end dagen før. Om aftenen var der igen fælles spisning og meget hygge bagefter. Jeg kunne godt mærke, at jeg blev mere og mere spændt. Heldigvis ville det være D-Day i morgen (o;

Starten på turen var tidligt om morgen, så vi havde lidt profit af, at solen stadig lå bag ved bjergene. Jeg havde lagt min strategi sådan, at jeg skulle være ude i varmen så kort tid som muligt. På grund af en mindre bakke i starten, var gruppen allerede splittet ad efter ca. 2 km. Jeg kørte i første gruppe med ca. 15 personer, hvoraf der var ca. 9 NovoNordisk folk. Efter ca. 20km blev vores gruppe opløst, og jeg faldt tilbage til den anden gruppe. Vi var 6 personer, Staci og Jeffrey, Martin og Lars fra NovoNordisk, Chris en af ”turlederene” og mig selv. Der var et kanon sammenarbejde, og det var dejligt at køre for hinanden i stedet for mod hinanden. De sat farten ned, da jeg målte min BS til 2,9 mmol/l og de var meget bekymret, specielt Lars spurgte meget ind til mig (o;. Heldigvis vidste jeg præcis, hvordan jeg skulle reagere og det tog ikke langt tid, før jeg igen lå i front og arbejdede sammen med de andre igen. Lige før opkørslen til Jubilee Pass fik jeg kramper og vidste, at det kunne skyldes for højt blodsukker. Jeg målte igen og min følelse havde ret, jeg tog lidt insulin og kørte op til Jubilee Pass. Lars og Martin kørte lidt tidligere fra depotet end vi gjorde, og det var det sidste vi så af dem (o;. Opkørslen var meget giftigt, den var ca. 15 km med et gennemsnit af 6-7 %. Det værste ved bakken  var selve den måde opkørslen var på……uden sving og meget demoraliserende. 

 

På toppen af Jubilee Pass lavede vi en aftale (Staci, Jeffrey og jeg), at vi ville køre sammen hjem. Det kunne godt være farligt at kører alene nu, da temperaturen var kommet op på de 41 grader. Jeg er stadig glad for at vi lavede den aftale. Jeg fik igen kramper, ikke på grund af mit blodsukker, men af begyndende dehydrering. De to søde mennesker har virkelig hjulpet mig igennem de mest hårde og ekstreme 60 km. Jeg tror ikke jeg ville kunne klare det uden dem.

Selvom det var varmt og hårdt, nåede vi ret hurtig til det sidste depot ved Badwater (som med sine 85 meter under havoverflade, er det laveste punkt på den vestlige halvrund).

 

Jeffrey begyndte også at få lidt kramper, så vi ville slappe lidt mere af de næste 20 km. Cirka 5 km før målet kunne jeg mærke, at jeg fik det rigtig ubehageligt og var bange for, at det var på grund af mit blodsukker. Jeg spurgte, om vi lige kunne standse, så jeg kunne måle mit blodsukker, da jeg havde mistet min sans for, hvor mit blodsukker lå. Da Jeffrey steg af sin cykel så jeg, at hans øjne begyndte at rulle rundt og der skete det…..han besvimede. Lige pludselig går det op for e´n, at selvom man er veltrænet og så tæt ved målet, kan denne tur tage livet af en. Jeg kunne se en bil som kom kørende imod os, heldigvis standsede de og havde koldt vand i bagagerummet. Vi kølede Jeffrey ned og fik ham på hans ben igen. Efter en lille pause begyndte vi igen at køre stille og roligt mod målstregen. Mit blodsukker var alt for højt, min måler viste 17, så jeg tog igen lidt insulin. Heldigvis mødte vi Wendy som kørte lidt efter os, hun spurgte, om hun kunne hjælpe. Staci tog imod det med åbne arme, fordi to mænd der ikke havde det godt, var for meget for hende. Lige efter mødte vi Bob, han hjalp folk op det sidste stykke af vejen. Jeg spurgte om jeg måtte låne hans blodsukkermåler, fordi jeg ikke var sikker på min egen måling lige før. Igen viste den ca. 18 mmol/l. Jeg havde det ikke godt, både fordi jeg ikke havde feeling med min blodsukker mere, men også fordi det der lige var sket med Jeffrey havde sat sine spor.

 

Bob hjalp mig det sidste lille stykke op ad bakken. Hold fast, jeg var glad for hans hjælp, de sidste par kilometer føltes som flere timer. Heldigvis var de sidste 2 km nedad bakken og det var et emotionel stykke, jeg havde aldrig forventet det ville være så svært! Efter vi havde krydset målstregen, skulle vi alle ind til sygeplejerskerne, jeg fik målt mit blodsukker og til min store overraskelse lå den på 2,3 mmol/l. Uforståeligt, da jeg lige havde haft målinger på 18 mmol/l og jeg tog ikke ret meget insulin. Årsagen kunne være, at når man spiser gel under løbet, hænger der rester af sukker fast på fingerne, som giver en fejlagtig måling, og selvfølgelig var dehydreringen også med til at give et skævt billede. De mente, det ville være bedst for mig lige at ligge mig ned i et rum, ved siden af første hjælp posten. Staci og Jeffrey, som heldigvis havde det meget bedre, kom ind og holdt mig med selskab hele tiden. Også Lars kom ind for at sludre lidt, det gav mig virkeligt en varm følelse, at de folk var så bekymrede, man får virkeligt venner for livet på sådan en tur.

 

Selve dagen blev afsluttet med en stor fest, og heldigvis var der ikke sket de helt alvorlige uheld i år. Dagen efter kørte vi alle tilbage til Las Vegas, hvor jeg selv havde valgt at blive 2 dage ekstra. Det var virkelig en tur for livet, hvor selve cykelturen kun var en lille brik i det store puslespil (o;.

 

Lige en liste med de ting der har gjort mest indtryk på mig:

 Til sidst vil jeg lige takke nogle mennesker for at lave denne tur uforglemsom: Staci og Jeffry, Bob og Wendy, Chris, Martin og Lars for deres support før, under og efter løbet. Trish, Alyson og Lewis, og alle andre frivillige for at arrangere dette lød. JDRF samt alle deltagerne og sponsorene der støtter dette gode formål. Og IKKE MINDST Accu-Check for at gøre denne drøm til virkelighed!!!