6. december 2011
Type 1 diabetes er en autoimmun sygdom hvor kroppens eget immunforsvar fejlagtigt angriber og udsletter sine egne insulinproducerende celler. Sygdommen kan ikke helbredes eller forebygges, og rammer ofte i de unge år. Får man ikke tilført insulin kunstigt, vil man dø.
At leve med type 1 diabetes kræver opmærksomhed døgnet rundt i en konstant og vanskelig afbalancering af kostindtag, aktivitet og insulininjektion for at holde blodsukkerniveauet inden for normalgrænserne. Bliver blodsukkeret for lavt risikerer patienten insulinchok og koma, og ligger det for højt øges risikoen for invaliderende følgesygdomme. At det, med de nuværende behandlingsmetoder, er en umulig udfordring at fuldføre, hvad enten man har type 1 eller type 2 diabetes, er sundhedsektorens daglige omkostninger på 78 mio. kr. (1) til behandling af diabetes og følgesygdommene et trist vidnesbyrd om.
Den medicinske behandling af sygdommen foregår ved mange daglige målinger af blodsukkeret vha. teststrimler der analyseres i et måleapparat, kombineret med flere daglige insulininjektioner med en insulinsprøjte (pen). Til trods for at måleapparater og insulinpenne er blevet forbedret løbende, lider strimmel/penterapien af det indbyggede problem, at selv ved mange hyppige daglige målinger og injektioner, f.eks. 8 eller flere, afspejler den heraf følgende blodsukkerregulering kun meget groft kroppens naturlige regulering, som foregår non-stop og konstant døgnet rundt hos raske mennesker.
Ny teknologi i form af insulinpumper og glukosesensorer, der begge konstant er tilkoblet patienten, løser denne opgave langt bedre, hvilket er dokumenteret i mange studier (2). Bedre regulering, udtrykt ved lavere HbA1c niveau (langtidsblodsukkerværdi), medfører en stærk reduktion i risikoen for at udvikle de omkostningstunge diabeteskomplikationer og følgesygdomme (3). Hertil skal tillægges en uvurderlig personlig gevinst i livskvalitet, hvilket har yderligere positiv afsmittende økonomisk virkning.
Allerede nu udgør disse nye teknologier for de fleste et langt bedre alternativ til blodsukkerregulering end den traditionelle strimmel/penterapi, og i meget nær fremtid vil de omtalte to komponenter udgøre hjørnestenene i en egentlig kunstig bugspytkirtel, ganske enkelt ved at lade en computer styre insulinpumpens dosering baseret på de kontinuerlige blodsukkermålinger fra glukosesensoren (4).
Det er således afgørende at dette nye behandlingsudstyr bliver implementeret i diabetesterapien, for alle de der vil have gavn af det, i videst mulig omfang, hvilket også er konklusionen i 2011 rapporten fra den danske ekspertgruppe (5). Og fra JDRFs side vil vi gerne anerkende de politiske tiltag der er foretaget for at gøre insulinpumper tilgængelige for type 1 diabetespatienter i Danmark.
Med hensyn til finansiering af både insulinpumper og glukosesensorer er det en opgave for sygehusvæsenet, og dermed regionerne. Det kan dog konstateres at hvor der er kommet gang i anvendelse af insulinpumper, er brugen af glukosesensorer praktisk taget ikke eksisterende i Danmark, da der ikke er tilstrækkelig budget til rådighed for dette.
Mange studier dokumenterer som omtalt god samfundsøkonomi i at benytte de nye teknologier i diabetesbehandlingen fordi det, på den lange bane, tjener sig rigeligt hjem i form af færre udgifter til de omkostningstunge diabeteskomplikationer og følgesygdomme. Senest er det også påvist at omkostningen ved at bruge glukosesensorer er på samme niveau, for mange, som brugen af traditionelle teststrimler (6).
JDRF's synspunkt er at insulinpumper og glukosesensorer bør være tilgængelige for alle diabetespatienter der ønsker at benytte dem, når anvendelsen er lægeligt begrundet.
Kilder
5: Kontinuerlig Glukose Monitorering - Dansk Endokrinologisk Selskab og Dansk Pædiatrisk Selskab, 2011
6: Kontinuerlig Glukose Monitorering - Dansk Endokrinologisk Selskab og Dansk Pædiatrisk Selskab, 2011
Øvrige studier
