Revurdering af tilskudsstatus for insulinanaloger
14. februar 2012

Type 1 diabetes er en autoimmun sygdom hvor kroppens eget immunforsvar fejlagtigt angriber og udsletter sine egne insulinproducerende celler. Sygdommen kan ikke helbredes eller forebygges, og rammer ofte i de unge år. Får man ikke tilført insulin kunstigt, vil man dø.

At leve med type 1 diabetes kræver opmærksomhed døgnet rundt i en konstant og vanskelig afbalancering af kostindtag, aktivitet og insulininjektion for at holde blodsukkerniveauet inden for normalgrænserne. Bliver blodsukkeret for lavt risikerer patienten insulinchok og koma, og ligger det for højt øges risikoen for invaliderende følgesygdomme. At det, med de nuværende behandlingsmetoder, er en umulig udfordring at fuldføre, hvad enten man har type 1 eller type 2 diabetes, er sundhedsektorens daglige omkostninger på 78 mio. kr. (1) til behandling af diabetes og følgesygdommene et trist vidnesbyrd om.

Den medicinske behandling af sygdommen foregår ved mange daglige målinger af blodsukkeret vha. teststrimler der analyseres i et måleapparat, kombineret med flere daglige insulininjektioner med en insulinsprøjte (pen). Til trods for at måleapparater og insulinpenne er blevet forbedret løbende, lider strimmel/penterapien af det indbyggede problem, at selv ved mange hyppige daglige målinger og injektioner, f.eks. 8 eller flere, afspejler den heraf følgende blodsukkerregulering kun meget groft kroppens naturlige regulering, som foregår non-stop og konstant  døgnet rundt hos raske mennesker.

Blandt de begrænsende faktorer er insulinets aktionstid, der for de nyeste insulinanaloger ligger på ca. 30 minutter og væsentlig længere for de ældre humane insulintyper. Problematikken ved den sene reaktionstid kan f.eks. illustreres ved måltidsdosering af hurtigvirkende insulin: Her er patienten nødt til at skønne sit forventede kulhydratindtag ca. 30 min før måltidet og så dosere insulin på dette tidspunkt. Afviger kulhydratindtaget, f.eks. fordi man fik lyst til et stykke brød mere til måltidet, matcher insulinets virkningsprofil ikke med blodsukkerstigningen og man oplever hyperglykæmi. Man kan naturligvis efterregulere, men pga. aktionstiden undgåes et peak udslag i blodsukkeret ikke.

Den omvendte situation gør sig gældende hvis patienten har for meget insulin aktivt, f.eks. ved udøvelse af fysisk aktivitet der ikke var planlagt ved insulindoseringen, hvorved man risikerer hypoglykæmi. Denne situation er akut kritisk, da det kan føre til insulinchok. Derfor vil mange patienter der benytter de ældre humane insulintyper bevidst forsøge at regulere blodsukkeret på den høje side, for at have en sikkerhedsmargin overfor hypoglykæmi.

Brug af insulinanaloger gør det således muligt at opnå bedre blodsukkerkontrol, reduceret risiko for hypoglykæmi og endelig en forbedring i livskvaliteten, gennem langt større frihed omkring spisning og aktivitetsudøvelse. Dette ses dokumenteret i studier der viser forbedret blodsukkerkontrol udtrykt ved et fald i HbA1c fra 8,11% til 7,88% (2) og dokumenterer reduceret risiko for hypoglykæmi og højere livskvalitet (3).

Jo kortere insulinets aktionstid er, jo mere minimeres denne problematik, særlig i forbindelse med nye behandlingsmetoder som f.eks. insulinpumpeterapi. Der forskes derfor intensivt i at udvikle nye insuliner med kortere aktionstid (ultra fast-acting insulins).

JDRF's synspunkt er at insulinanaloger bør være umiddelbart tilgængelige for patienter med type 1 diabetes.

Det skal nævnes at den prisforskel der er imellem de to insulintyper, kan være begrundelse for begrænse anbefalingen af insulinanaloger til de patientgrupper det vil gavne allermest, som f.eks. insulinpumpebrugere og børn.

Kilder